Om Den Blå Hest  
 

af Ulla Diedrichsen

Noget af det allervigtigste – måske det vigtigste –  for en billedkunstner, er

at have et sted at frembringe sin kunst.
Et værksted.

I  1982  skrev jeg et brev til daværende kulturminister Lise Østergård om dette grundlæggende behov for alle kunstnere. Jeg var godt og grundigt træt af at arbejde i usikre lejemål og kondemneret byggeri. En konstant trussel pustede mig i nakken: måske kan du ikke blive her til næste år... Kan jeg tillade mig at tage dette projekt ind ? – måske har jeg ikke et sted at udføre det...

Jeg modtog brev fra kulturministeren. Det endte med, at kunstnerne fik værksteder stillet til rådighed af staten – i København. Gammel Dok. Jeg overvejede at flytte til København! 

I 1990, netop flyttet til M.C. Holsts Vej fik jeg øje på Den Blå Hest og dets tilstødende bygninger. Jeg begyndte at undersøge forholdene, og kontaktede Århus Kommune med forslag om kunstnerværksteder i netop disse bygninger. Det hele tog lang tid, jeg var bl.a. i dialog med Ib Christensen, nuværende forvaltningschef for Kulturforvaltningen. Senere var andre kræfter henover, bl.a. rådmand Niels Erik Eskildsen.

10 år herefter stod kunstnerværkstederne  færdige. Indflytning oktober 2001. Lejemålene er årmåls bestemt. Man tildeles højst 5-8 år og sidder til en rimelig husleje. Og - man kan få arbejdsro. Kunstneren skal søge og der er mange om budet.

Dette behov for arbejdsro, kan måske foranledige til at tro, at der ikke sker meget bag murene. Det gør der. Det varierer. Både fra kunstner til kunstner og for samme kunstner. Som med forskning, kræver det fordybelse og koncentration. Først når tingene udstilles bliver resultaterne synlige og kan give resonans. Jeg kan i sagens natur bedst udtale mig om mine egne aktiviteter på Den Blå Hest:

Min første udstilling, der blev skabt i disse rum var

"Sammenstød 2002"
til Danmarks Energimuseum.

Ikke mindre end 68.000 mennesker så denne udstilling !

Dernæst en 10 meter lang fotofrise
bestilt til selve åbningen af ARoS Kunstmuseum i april 2004. 


Denne blev efterfulgt af arbejdet med min retrospektive solo udstilling til ARoS Kunstmuseum i 2005, hvor også museumsdirektør Jens Erik Sørensen var på værkstedet for at se arbejdets gang. O.s.v. Jeg har lavet mange projekter, flere bøger og adskillige udstillinger på Den Blå Hest i Højbjerg.

Jeg var så glad ved at være der, så da lejemålet ophørte i 2009,  byggede jeg  min egen Blå Hest.

Kunstnerværkstederne Den Blå Hest er med til at give området karakter og stemning sammen med Fotografisk Værksted, den smukke teaterbygning og det dejlige bibliotek, der altid har profileret sig o. kunst. Det lille kvarter bakker op om et begyndende ”Grønt Kulturområde”  - ikke langt fra Sculpture by The Sea. Det ville være et fint monument til Århus Kulturby 2017 – at arbejde positivt på denne retning.

Vi burde have flere af den slags lejemål og så afgjort ikke nedlægge dem ! (Det har Århus ikke råd til.)

P.S.

Lidt interessant at læse, hvorledes man ofte helt anonymt sætter noget i gang.
Det samme med Sculpture by The Sea !

Tre statslige institutioner endte med at dele adressen. Det var Statens Værksteder for Kunst og Håndværk, Dansk Arkitektur Center og Byggeeksportrådet. Det var kun de to første institutioner, der blev på stedet.   Det blev anslået, at hele projektet ville komme til at koste et sted mellem 30 og 35 mio. kr.

Fra Kulturministeriet lå et tilsagn på 10 mio. kr., og Boligministeriet skulle skaffe resten. Sommeren 1983 kunne ombygningen gå i gang.

Tre arkitekter stod for projektet: Jens Fredslund, Søren Larsen og Erik Møller, og i de følgende måneder fik det gamle hus tilført ventilation, varme, sprinkleranlæg og andre moderne installationer.   Der blev ikke ændret ved husets ydre, og moderniseringen til trods blev der heller ikke pillet grundlæggende ved dets indre og ved opdelingen i fem etageplaner. For når man vandrede rundt på de store trægulve og kiggede sig omkring på de hvidtede vægge, de ubehandlede stolper og de tunge bjælkekonstruktioner, havde man stadig følelsen af at være i et gammelt om end velbevaret pakhus. Det er en følelse, der har været afgørende for husets anvendelighed. For den fortæller, at disse rum altid har været forbundet med arbejde.
læs mere >>

  

Kunstens fødeklinik
Siden Statens Værksteder for Kunst og Håndværk slog dørene op i 1986, har det store, rummelige pakhus i Strandgade tiltrukket billedkunstnere, designere, vævere, keramikere, fotografer, konservatorer og andre, som har de professionelle forudsætninger for at kunne udnytte dette slaraffenland af kunstnerisk kreativitet. Og vel at mærke: et slaraffenland opført på finansloven.

Her har de kunnet finde værksteder med det mest moderne og professionelle udstyr inden for deres særlige gebet. Her har de kunnet finde atelierer, der er så store som balsale. Og her har de kunnet finde mødelokaler og tekøkkener, hvis de havde brug for at mødes med andre. De “andre” er ikke bare de andre brugere, hvoraf der er plads til op mod 25. Det er også værkstedslederne og de faglige konsulenter, der som en slags “jordemødre” assisterer og hjælper brugerne. Sidst, men ikke mindst er der en værkstedsdirektør, der kan hjælpe med de øvrige problemer. Og det øvrige er i praksis alt, hvad der findes eller sker mellem alle disse mange vægge på disse fem etager.

Man kunne kalde bygningen på Gammel Dok for en kunstens fødeklinik. Den er tiltænkt billedkunstnere og kunsthåndværkere, der f.eks. på grund af en særlig pladskrævende opgave ikke kan “føde” hjemme, og som har brug for de større faciliteter, end et normalt atelier råder over.

En kunstners atelier er som et væksthus. Det byder ikke blot på muligheder. Det sætter også grænser. Når man forbedrer en kunstners omgivelser, forbedrer man også hans arbejdsvilkår og kreative muligheder. Sådan er det gået til, at Statens Værksteder har fået mange kunstnere til at tænke større.

For Statens Værksteder er selv stort tænkt. Da det åbnede, kaldte Politikens arkitekturanmelder Henrik Sten Møller projektet for “den største kulturmanifestation i mange år” (Politiken, den 10. marts 1986). Det var store ord. Tiden har prøvet dem af. Men de første tyve år, der er gået, har ikke gjort dem mindre.   Nogle forudsætninger Denne kulturmanifestation opstod ikke, fordi offentligheden pludselig fik lyst til at bygge et specialværksted for udøvende kunstnere. Statens Værksteder opstod, fordi offentligheden med ét rådede over en stor tom bygning og havde brug for et argumenteret behov for at fylde noget i den. Til sidst fandt man noget, der var så indlysende,

at man kun kunne undre sig over, at ingen tidligere havde fundet på det.

  - læs mere >>